Klosterets bygninger

Der findes af gode grunde ikke en eksakt viden om klostrets bygningsudvikling, udseende og indretning, da der ikke er materiale efter de fordrevne munke i vinteren 1530 og fra byens kirkearkiv, der brændte i 1726. De nedrevede klosterbygninger blev ikke målt op.

Da franciskanermunkene, kaldet gråbrødrene i 1235 kom til Viborg, blev de budt velkommen og var meget vellidte, og de fik stillet et højdedrag til rådighed og som samtidig var beliggende tæt på domkirken og Mariaklostret – det har været en gestus over for munkene.

Den meget velhavende og indflydelserige Ebensteiner – grevinde Marianne af Ebenstein og hendes to sønner ridder Albert og marsk Ludvig Albreksen kan have haft en byejendom i området – der har med sikkerhed været to selvstændige huse i forbindelse med munkenes senere nordfløj. En af disse bygninger er måske skænket munkene, som udgangspunkt for deres virke.

Arkæologiske undersøgelser har påvist, at der er grave, som er ældre end klostrets bygninger, og det må indikere, at der har været en kirke – en trækirke eller måske en mindre granitkvadre kirke, hvilket kan være sandsynligt, da der er en del kvadresten i de eksisterende klosterbygninger. Kirken har været placeret på højdedragets højeste punkt, og det er ved slugten over mod domkirken – nu Gråbrødre Kirkestræde. 

Munkene har  derfor været nødsaget til at placere bygningerne nord for kirken, hvilket er den modsatte af kirkeplaceringen ved Sortebrødre Kloster i byen.

Gråbrødrene havde fået et bygningsudgangspunkt for deres virke, og Ebensteinerne donerede betydelige beløb til at opbygge klostret.

I højmiddelalderen er det sandsynligt at klostrets østfløj først blev opført, således at de eksisterende bygninger mod nord blev forbundet med kirken.

 

Kirken

Kirken er vurderet udbygget af flere omgangen, og skibet er smalt. 6 m bredt og langstraktform, som afsluttes med absis mod øst. Den smalle bygningskrop kan skyldes, at kirken er påført på den højmiddelalderlige fundament for kvadrestens-kirken, da disse tidlige kirker ofte er ret smalle, for at sikre kirken en stabil konstruktion – bjælke- og tagspænd.

Kirken var indviet til Jomfru Maria.

Efter reformationen blev kirken sognekirke for Nørresogn. 

Kirken fik sit tårn i 1760 og den sidste gudstjeneste blev holdt i 1812, hvorefter kirken blev forfalden nedrevet i 1830.

 

​Den 1. klostergård (Fratergården)

​De seneste arkæologiske undersøgelser foretaget i perioden 2008 til 2013 viser kirkens og den 1.klostergårds placering og størrelse.

Østfløjen havde en indvendig bygningsbredde på 6,7 m, og der var en korsgang med en bredde på 2,1 m. Mellemfløjen mod nord havde en bredde på mellem 6,15 til 6,5 m og korsgangens bredde var ca. 2,1 m. Vestfløjen havde en bredde på 6 m og en korsgang på 3,5 m.

Undersøgelsen ved vestfløjen viste at korsgangens fundament mod klostergården stoppede 2 m inden det ramte kirkefundamentet, og dette indikerer at der har været en korsgang på kirkens nordfacade, hvilket underbygges af at der ingen vinduer var på den midterste del af kirken.

En korsgang rundt om første klostergård har været vigtig for munkenes daglige procession, hvor der bedes for de personer, som er begravet i korsgangen, og som har betalt for at der bedes over dem.

De fremgravede fundamentrester viser en bredde på mellem 1 og 1,25 m tykke for klostrebygningerne om 1. klostergård.

Så svære fundamenter kan have båret 2-etagers bygninger. Østfløjen tæt på kirkens kor har været vigtig og har indeholdt kapitelsalen og bibliotek, men der er fundet et lille kapel grænsende til kirken, og der har været mange diskutioner og det er et gammelt kapel, som del af kapitelsalen eller om kapellet blev opført for munkene i den svære tid, hvor kirken var reformationskirke i 1527 – 29. Mellemfløjer har været domitorium (spisesal) og køkken og vestfløjen har muligvis været administration. 

Salen kan have været munke- og noviceceller og rum til pilgrimsvandere – måske sygestuer for værdigt trængende.

 

​Den 2. klostergård

Østfløjen i to etager med en lav indskudt etage – så der har været tale om tre etager, som har været brugt til depot og oplagsbygning. Nord- og vestbygningerne som nok kun har været i én etage til brænde og redskaber og måske rum til medhjælpere/håndværkere.

De nordligt beliggende bygninger er der ikke et bud på anvendelsen af, da bygningerne ikke har religiøs relation, eller har eksisteret så de kunne registeres.

Den opførte udløberfløj i to etage er ukendt, men denne bygningsdel blev indbygget i kong Christian den III’s residens, som blev opført i tre etager i perioden mellem 1530 og 1540.   

​Den 2. klostergård

Østfløjen i to etager med en lav indskudt etage – så der har været tale om tre etager, som har været brugt til depot og oplagsbygning. Nord- og vestbygningerne som nok kun har været i én etage til brænde og redskaber og måske rum til medhjælpere/håndværkere.

De nordligt beliggende bygninger er der ikke et bud på anvendelsen af, da bygningerne ikke har religiøs relation, eller har eksisteret så de kunne registeres.

Den opførte udløberfløj i to etage er ukendt, men denne bygningsdel blev indbygget i kong Christian den III’s residens, som blev opført i tre etager i perioden mellem 1530 og 1540.   

Andre bygninger

Der har været en teglgård på grunden, men placeringen er ukendt.

En helligkilde (brønd) var indviet til Jomfru Maria et sted på grunden – men også ukendt.

 Hvem brugte klosteret

Der er af gode grunde ikke meget eksakt viden om klostret, da kirkelige arkiver brændte i 1726 og andet arkivmateriale måske blev fjernet af de fordrevne munke i vinteren 1530. Så grundlaget for en forståelse af klostrets funktioner, bygges på undersøgelser af de stående bygninger og arkæologiske undersøgelser af resterne af de bygninger, som forlængst er nedrevne, og den bygningstradition og indhold som var knyttet til franciskanerordenen.

Munkene eller gråbrødrene, som de blev kaldt på grund af deres grå munkekutter, havde bundet er reb om livet med tre knuder, som stod for lydighed (paven og præsrestanden), fattidom (der måtte ikke ejes noget) og cølibat (ens følelser skulle primært være rettet mod Jesus liv og gerning). Dagligdagen gik med bøn, forkyndelse og arbejde. Arbejde var en vigtig del af fattidomslevereglen, da munkene fik mad for arbejde eller de måtte tigge om mad – og dette krævede at byens borgere havde det nødvendige overskud. Det vurderes, at der har været mellem 10 og 15 munke på klostret, og dertil kommer 2 til 3 novicer (oplæring til at blive munk).

Klostrets leder var en gardian.

Til klostret kunne også være tilknyttet mænd og kvinder fra alle samfundslag og erhverv i den såkaldte “Tredje Orden” – I den “Tredje Orden” ønskede personerne at efterfølge Kristus på den samme måde, som Frans gjorde det, men de kunne leve hjemme som før. Der opstod flere retninger gennem tiderne inden for den “Tredje Orden”.

Klostret kunne få besøg af andre gråbrødre, pilgrimme på vej sydpå eller syge, som krævede omsorg og pleje. Klostret udbyggedes med celler, stuer, depoter m.m. for at kunne rumme de aktiviteter, som var en del af bevægelsens idealer. Derfor har der nok været medhjælpere og personer fra den “Tredje Orden” til at støtte klostret i det daglige arbejde.